Tett opptil...

Finner meg sånn igjen i det spennet jeg ofte finner hos salmeforfatter David. Denne spenningen mellom et nytt liv i Herrens trygghet og restene av det gamle som har uroen i seg. Denne gangen via Salme 27. Starter med troens trygghet: Herren er mitt lys og min frelse, hvem skal jeg da frykte? Herren er et vern om mitt liv, hvem skal jeg da skjelve for? (v.1) Noen vers senere slår Davids stress igjennom: Skjul ikke ditt ansikt for meg! Vis ikke din tjener bort i harme... Slipp meg ikke og forlat meg ikke... (v.9)
Så hvordan kan tryggheten få overtaket? Finner ikke bedre svar enn: Jeg har bedt Herren om én ting, og det er mit højeste ønske: at få lov at leve i hans nærhed livet igennem. Essensen av vers 4: Én ting ber jeg Herren om, og det ønsker jeg inderlig: at jeg får bo i Herrens hus alle mine levedager. Umulig å ikke bli påvirket om jeg lever tett opptil Herren... Leve i oppfordringen fra Jakob: Hold dere nær til Gud, så skal han holde seg nær til dere (Jakob 4,6) 

---
Moro! Takk for forbønn... Bare fortsett...

På vei mot et krafttak...